Mange opfatter det som en menneskeret at have frihed til at bestemme over sit eget liv. I Center for Konfliktløsnings opfattelse af konfliktmægling skal alle parter frivilligt vælge at deltage.
Men hvad gør man som mægler, når konflikten udspiller sig i en familiestruktur, hvor forældrene kulturelt set har autoritet til at tage beslutninger på deres børns vegne, og når den beslutning, der er truffet, ikke umiddelbart er i barnets interesse?
Bør man som mægler støtte den unge i en selvstændighedskamp, hvis dette samtidigt kan medføre isolation fra familiefællesskabet for den unge?
Kan man risikere at gøre ondt værre, hvis man griber ind i en kollektiv kulturs traditionelle beslutningsgang ved at håndhæve individets rettigheder?
Det har jeg talt med Farwha Nielsen om. Hun er kommunalt ansat integrationskonsulent og koordinator for en mæglingsgruppe (1). Hun har selv en afghansk baggrund, og har i flere år arbejdet med bl.a. generationskonflikter i familier med etnisk minoritetsbaggrund.
Af Malene Alexandersson, Center for Konfliktløsning
Hvad oplever du som den væsentligste faktor i konflikter i etniske minoritetsfamilier?
– Kulturen er en stor del af generationskonflikterne i etniske familier. F.eks. i ægteskabssager, hvor den unge ikke ønsker at blive gift med den partner, som forældrene har valgt til hende. Det gør det komplekst, at dansk kultur er en del af den unges sociale identitet, samtidigt med at hun har forældrenes kultur i sig, mens forældrene har i mindre omfang taget dansk kultur til sig.
Ifølge den muslimske tradition er kvinderne bærere af familiens ære. Det indebærer bl.a., at en datter må værne om sin jomfruelighed indtil ægteskabet og vise respekt for sine forældres beslutninger.
Konflikten bliver yderligere kompliceret af, at den også omfatter et kulturelt netværk. Man skal huske, at forældrene vil deres børn det bedste, men familien skal overleve i netværket, og i det øjeblik en familie mister sin ære og status, da bliver de isolerede fra resten af fællesskabet. Så det er utrolig vigtigt, at pigen forstår forældrenes bevæggrund, fordi der er meget på spil for mange personer. Men forældrene må jo også forstå, at pigen er vokset op i Danmark.
Det er vigtigt, at der er en balance mellem at leve i den nye kultur, man er kommet til og have respekt for den kultur, man stammer fra. Derfor må man som mægler skabe en dialog, så de unge og deres forældre kan forstå mekanismerne bag hinandens handlinger.
Mægling i ulige magtforhold
Hvordan mener du, at mægleren bør forholde sig til den skævhed, der er i magtforholdet, hvad angår alders- og kønshierarki i denne type konflikter – Er det muligt at opretholde en upartiskhed?
– I typiske erhvervskonflikter er mæglerens rolle forholdsvis passiv. Parterne skal selv snakke sammen og finde frem til en løsning. Men det asymmetriske magtforhold i denne type konflikter gør, at mægleren må spille en mere aktiv rolle.
De unge har fået en meget autoritær form for opdragelse, som indebærer, at de ikke må sige forældrene imod og ikke kigge på dem, når de taler med dem. Derfor er det uhyggelig svært for pigerne, at tale deres egen sag foran forældrene, hvis der opstår problemer. En stor del af mæglingsprocessen foregår med samtaler med parterne hver for sig, inden – og hvis – pigen overhovedet vil mødes og tale med forældrene. Jeg har haft sager, hvor pigen har sagt, at hun selv ville tale med forældrene, og ligeså snart vi træder ind i huset, så kigger hun ned mod tæppet, og kan ikke få sig selv til at sige de ting, vi har snakket om. Og i det tilfælde bliver jeg nødt til at være pigens talerør.
Det er ikke et spørgsmål om at tage parti for den ene part, men en måde, hvorpå det er muligt at få en dialog i gang. Ofte lykkes det hen ad vejen at skabe et rum, hvor pigen føler sig tryg ved at fortælle om sine problemer. Mægleren kan skabe en balance i magtforholdet ved netop at behandle parterne ligeværdigt, altså lytte til begge parters historie. Det giver familiemedlemmerne mulighed for at forstå hinanden, så de sammen kan finde frem til en løsning på problemet. Men ligeværdigheden findes kun i situationen, for overordnet vil det ulige magtforhold altid være der, fordi magten traditionelt ligger hos forældrene. Det kan man ikke lave om på.
Men er der så ikke risiko for, at de gode intentioner og løsningsforslag falder til jorden, når parterne kommer tilbage til netværket og de gamle roller?
– Nej, faktisk er der rigtig mange af vores sager, der er gået godt. Det er vigtigt for mig, inden jeg går i gang med en mægling, at fortælle dem, hvilke værdier jeg opererer ud fra. Jeg gør det synligt for forældrene, at jeg ikke mener, at deres datter skal fjernes fra dem, men at jeg er interesseret i, at de lytter til de unge uden at dømme på forhånd, og prøver at forstå deres situation. Man må respektere deres kultur – men uden at det bliver til hippie kulturrelativisme.
Ikke lighed som på dansk
– Jeg gør også meget ud af at forklare pigen, om de konsekvenser, der følger med, hvis hun vil frigøre sig helt fra sine forældre. Hun kan godt vælge det, men det har kæmpe omkostninger, og det er, at hun bliver isoleret fra familie og netværk. Accepterer hun det, så kan jeg godt vejlede hende, men hvis ikke må hun gå på kompromis. Et kompromis kan f.eks. være, at pigen får lov til at flytte til nogle slægtninge i en anden by, mens hun tager sin uddannelse. På den måde opnår hun en mulighed for at udvikle sig mere selvstændigt i kraft af, at hun flytter hjemmefra. Denne selvstændighed øger også hendes mulighed for selv at få indflydelse på valget af ægtefælle. Samtidigt kan forældrene sikre sig, at deres datter bevarer sin – og dermed familiens – ære, fordi der er slægtninge til at holde øje med hende. På den måde er det også en løsning, de kan forsvare overfor netværket.
Jeg oplever ofte, at jo højere pigernes uddannelsesniveau er, desto bedre er dialogen mellem parterne. Forældrene lytter mere til pigerne, fordi de har opnået noget udadtil, og dermed opnår en helt anden status og respekt i forældrenes øjne. Det er selvfølgelig op til familien selv at finde en løsning på konflikten, men jeg plejer at råde pigerne til at vælge en vej, så de kan blive hos deres familie, for samfundet er ikke rustet til at tage sig af alle de ensomme piger.
Ofte handler forældrene jo ud fra et kulturelt æresanliggende, så selvom det enkelte forældrepar godt kan forstå pigens problem i forhold til en ægteskabsaftale, kræver det vel en større indsats at få netværket med?
Det er afgørende, at der skabes en debat om det i samfundet, og her skal vi gøre mere for at få forældregenerationen med. Hvis de skal kunne redefinere de problematiske traditionelle praksisser, så må vi hjælpe dem med at skabe nye redskaber. Jeg mener, at konfliktmægling i familierne kan være med til at starte en proces, hvor de tænker over: er det egentlig rigtigt, at vi praktiserer tvangsægteskaber osv. Bæredygtig forandring sker ved at skabe debat i netværket – det skal komme fra dem selv.
Ser du den hierarkiske familiestruktur som et dilemma i forhold til idealet om at mægling kun kan foregå mellem to ligeværdige parter?
Jeg opfatter det ikke som et egentligt dilemma, men snarere som en problemstilling, man skal være opmærksom på og forholde sig til som mægler. Hvis det er et dilemma, så er der i hvert fald en oplagt tredje vej, nemlig dialog.
Det er min erfaring, at selv tilsyneladende umulige konflikter kan løses, hvis man bruger meget tid og mange kræfter på at skabe den tillid, som er grundlaget for dialogen. Lige status mellem parterne kan skabes i f.eks. skilsmissesager men ikke i generationskonflikter, for der er et kulturbestemt alders- og kønshierarki, som man må forholde sig til. Men jeg kan som mægler hjælpe parterne til selv at finde en fornuftig løsning, der kan bane vejen for større ligevægt. Pigen må vise respekt for sine forældre og sin kultur, det vil også sige, at hun ikke har seksuel frihed. Hvis det overholdes, udjævnes magtbalancen gradvist – men aldrig fuldstændigt – fordi pigen forstår, at seksuel frihed har konsekvenser for forældrene og resten af familien.
Som sagt: Jo mere pigen opnår i samfundet, desto højere status opnår hun i forældrenes øjne. Dette er et bud på, hvordan pigerne kan opnå større selvstændighed til at skabe deres eget liv inden for de kulturelle rammer. Som barn i etniske minoritetsfamilier har man altid en respekt for, at forældrene har en højere status end man selv har. Jeg er jo selv højtuddannet kvinde, men når jeg er sammen med min mor, så har hun stadig en højere status end mig. Lighed mellem generationerne kan og skal ikke skabes på samme måde, som det man kalder lighed i vestlig og dansk sammenhæng.
(1) Siden artiklel blev skrevet, har Farwha Nielsen skiftet arbejde, men beskæftiger sig stadig (2008) med spørgsmålene om integration, familiestrukturer, kulturmøde mv.
Artiklen er første gang offentliggjort i 2004 i Dialog & Dilemma, CfK.