Blot en uge efter sin 90 års fødselsdag døde Gene Sharp.
Nekrolog af Jørgen Johansen.
Avisen New Statesman beskrev engang Gene Sharp som “Ikkevoldens Machiavelli” og Thomas Weber kaldte ham “Den ikkevoldelige aktions Clausewitz.” Hvem var denne mand, og hvad er hans bidrag til vores forståelse for mulighederne for at anvende ikke-voldelige aktioner i samfundskonflikter i stor skala?
Gene Sharp afsluttede sin bachelor i 1949, bare nogle få år efter slutningen af Anden Verdenskrig, og han vendte hurtigt sin opmærksom på undersøgelsen af ikke-vold. Efter at have tilbragt ni måneder i fængsel for at være militærnægter under Koreakrigen, blev Sharp sekretær for A.J. Muste. Han sluttede sig til redaktionen af Peace News i London, inden Arne Næss inviterede ham til Oslo for at studere Mohandas Gandhis filosofi og praksis sammen med med Johan Galtung og andre. Samtidig brevvekslede Sharp med Albert Einstein, der forstærkede hans forståelse for og engagement i ikke-vold.
I Oslo brugte Sharp meget tid på at interviewe lærere, der havde gjort modstand mod Quisling-regeringen under den nazistiske besættelse af Norge. Gennem disse interviews begyndte Sharp at formulere de ideer, der ville komme til at udgøre hans store bidrag til teorien om ikkevold. Sharp vendte sig fra en strengt filosofisk, moralsk eller åndelig ikke-vold i Gandhi’s ånd, og vedkendte sig i stedet en pragmatisk ikke-vold. Resten af sit liv brugt til at afgrænse og analysere praktiske værktøjer til effektiv ikke-voldelig aktion.
Efter årene i Oslo arbejdede Sharp på sin ph.d. på Oxford University. I 1968 forsvarede han sin afhandling, The Politics of Nonviolent Action: En undersøgelse i styringen af den politiske magt. Gene Sharp fortsatte med at udvikle sit speciale og fem år senere udgav Porter Sargent hans monumentale Politics of Nonviolent Action, hvorfra ”198 metoder til ikke-voldelig handling” er taget. Denne bog fra 1973 er blevet kaldt “Bibelen for ikke-voldelige aktivister” og er stadig på tryk næsten 50 år senere. Gennem denne og utallige andre skrifter protesterede Sharp mod en normativ tilgang til ikke-vold, hvor den ikkevoldelige praksis er formuleret som et åndeligt påbud. Ikkevoldelige aktioner behøver ingen moralsk drivkraft for at være effektiv; ikkevoldelige handlinger kan begrundes rent praktisk derved, at de simpelthen er de mest effektive redskaber for sociale og politiske bevægelser. Faktisk har meget forskning fra Sharp og andre vist, at på lang sigt er ikkevoldelige revolutionære landvindinger langt mere permanente end dem, der vindes med kalashnikovs og guerilla krig.
Idet Sharp tog dette et skridt videre, hævdede han, at ikke-vold ikke kun kunne modstå og vælte diktaturer eller besættelsesmagter, men det vil effektivt kunne erstatte al militær. Gennem en grundig uddannelse af den civile befolkning i ikkevoldelige strategier og taktikker kan en nation gøre sig umulig at styre.
Hvis en sådan nation blev invaderet, kunne den aldrig blive underkastet. De, der sidder i magtfulde stillinger, kan nok straffe, men ikke tvinge enkeltpersoner til at følge deres ordrer uden en vis grad af samarbejde. Som historien har vist, vil folk, der praktiserer total usamarbejdsvilje, kunne vælte deres undertrykkere. Byrden ved en stat, der ikke fungerer opvejer fordelene ved dens besættelse.
Denne del af arven fra Sharp er mindre kendt og accepteret end hans arbejde om ikkevoldelige handlinger af aktører uden for staten. Sharp arbejdede hårdt for at overbevise politikere rundt om i verden omhans holdninger. På trods af nogle positive tilbagemeldinger fra Sverige, Norge og de baltiske lande blev diskussionerne aldrig del af den centrale politiske dagsorden i noget land. Hovedargumentet mod et nationalt civilt forsvar kunne være, at en sådan “hær” også kunne bruges mod sin egen stat. Vi en regering have nok tillid til sit eget folk til at den vil gøre det muligt for dem at anvende ikkevoldelige handlinger i stor skala? Mange vil tvivle på, at de ville!
Vi kan håbe, at disse ideer kom på det forkerte tidspunkt i historien, og at fremtidige diskussioner vil give dem den kredit, de fortjener. Genoplivningen af forskning i ikkevoldelige aktioner efter det såkaldte “arabiske forår” kan måske muliggøre sådanne drøftelser.
Selv om Gene Sharp måske ikke har overbevist regeringerne om at indføre ikkevoldelig uddannelse, er det klart, at politiske og sociale græsrodsbevægelser har taget hans skrifter til sig med stor iver. De sidste 50 år har oplevet en stadig udbredelse af Sharps fingeraftryk i bevægelser rundt om i verden. Da Gandhi og hans bevægelse befriede Indien fra de britiske kolonister i 1947, var deres brug af ikkevoldelige handlinger en undtagelse blandt revolutionære grupper. Et vigtigt skift i strategien fandt imidlertid sted i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne.
Da Shahen blev tvunget til at forlade Iran i 1979 og Solidaritet organiserede arbejderne i Polen i 1980, så vi nogle spændende eksempler på bevægelser, der baserede deres kamp på ikkevoldelige strategier og taktik. I hvilken grad disse bevægelser var bekendt med Gene Sharps arbejde, ved vi ikke. Det er imidlertid klart, at revolutionære bevægelser i de næste fire årtier anvendte et bredt og et stadigt bredere udvalg af ikkevoldelige aktioner og strategier – de samme strategier, Sharp, havde fremhævet.
Senere, da flere af Sharps vigtigste værker blev oversat til snesevis af sprog, inspirerede hans ideer utvivlsomt tusindvis af undertrykte mennesker, der søgte efter måder at kæmpe for deres frihed, rettigheder og for demokrati. Fjernelsen af præsident Marcos i Filippinerne i 1986, frigørelsen i Østeuropa og opløsningen af Sovjetunionen efter 1989, den første Intifada i Palæstina i 1990-91, de farvede revolutioner efter Milosevics fald i Serbien i 2000 og opstandene i Mellemøsten og Nordafrika fra 2011 og frem var alle præget af en dyb forståelse for praktisk ikkevoldelig revolution. Journalister, aktivister, akademikere og politikere fik en ny interesse for disse fascinerende regimeændringer og deres teoretiske kilder. For dem alle blev Gene Sharps værker nu obligatorisk – og oplysende – læsning.
Da Sharp begyndte sine studier, var fredsforskning en lille underlig gren på den akademiske eg. En næppe synlig kvist på den gren fokuserede på ikkevold. Halvfjerds år senere har feltet udvidet til at være en væsentlig del af flere akademiske discipliner. Det har også flyttet sig udenfor universitetets campus og nået undertrykte mennesker rundt om i verden og gjort teoretiske ideer til praktiske værktøjer for mange sociale bevægelser. Sharps livslange forskning og omfangsrige skrifter har spillet en afgørende rolle i denne udvikling.
Da Gene Sharp i en alder af 84 modtog 2012 Right Livelihood Award, nedtonede han ydmygt sin rolle som inspirationskilde for det tyvende århundredes bølge – og det enogtyvende århundredes tsunami –af ubevæbede revolutioner og sociale bevægelser.
Han bemærkede også, at han for første gang i hele sit liv oplevede at blive interviewet af journalister, som i det mindste forstod, hvad der var, han talte om.
Hans bidrag til studiet og forståelsen af ikkevoldelige aktioner vil for altid blive betragtet som svarende til de første mennesker, der landede på månen. Et flertal af nutidige forskere af ikkevoldelige aktioner har haft stor gavn ved at bygge videre på de værker og teorier, der blev offentliggjort af Gene. Mange af os har nu mistet en ven, og mange flere har mistet en vigtig inspirationskilde.
Jørgen Johansen
Deputy Editor
Journal of Resistance Studies
198 Methods of Nonviolent Action